Vaskemidlet Bio-tex er oprindeligt udviklet i Schweiz af firmaet Schnyder, der havde opskriften på, hvordan man brugte enzymer i vaskemidler.

Bio-tex blev sat i produktion af virksomheden a/s blumøller i Odense. Som den første virksomhed i Danmark producerede vi vaskemidler med enzymer. Bio-tex blev ikke introduceret som et almindeligt vaskepulver, men som et specialmiddel til iblødsætning. Med en 100 g pakke, som under introduktionen kunne købes for 25 øre, fik blumøller lanceret Bio-tex. Til trods for en vis skepsis tog handlen godt imod produktet. Den lille pakke til 25 øre og annoncerne “Hvad taler de om” fik mange til at prøve Bio-tex.

a/s blumøller fik et væld af positive forbrugerbreve, som blev brugt til annoncer, og Bio-tex blev en stor succes. Fra at være et lille specialprodukt udviklede Bio-tex sig til at blive et af markedets største vaskemidler. Bio-tex og de mange efterligninger skabte et helt nyt marked for iblødsætningsmidler.

Bio-tex blev indbegrebet af effektiv vask og dermed også Danmarks største vaskemiddel.

Tiderne skiftede og også vaskefaciliteterne. Behovet for et specialmiddel til forvask var opstået. Grøn Bio-tex (nu Bio-tex Color) specielt til forvask i vaskemaskinen viste igen vejen i begyndelsen af 70´erne, da mere end 50% af danskerne havde fået egen vaskemaskine.

At Bio-tex stadig er fuld af kraft, er ingen i tvivl om. Næsten hver 2. husstand bruger i dag Bio-tex, og strømmen af forbrugerbreve er ikke ophørt – Bio-tex er blevet en uundværlig del af danskernes hverdag. Det kan derfor heller ikke komme bag på nogen, at mærket også er gået hen og blevet meget populært i Norge, Holland og England.

I 1987 blev blumøller opkøbt af den amerikanske koncern SaraLee.

I december 2010 skete endnu et opkøb, hvor den nye ejer nu er den britisk-hollandske koncern Unilever.