Skip to content
fastelavnskostumer til børn

Tre lette fastelavnskostumer uden brug af symaskine

Historien bag fastelavn og fastelavnskostumer

I dag er fastelavn en fest, der i høj grad er rettet mod børn, men sådan har det ikke altid været. Fastelavn betyder oprindeligt aftenen før fasten, og det var en stor festdag, der blev afholdt inden den 40 dage lange kristne faste. I 1536 blev fasten afskaffet, men den festlige del blev bibeholdt.

Dengang og til langt op i 1800-tallet var fastelavn en voksenfest, som indebar store mængder af alkohol, kød til spisning, dans og udklædning.

Foruden alt denne festivitas blev der ligeledes slået katten af tønden, som dengang ofte foregik til hest og med en levende kat i tønden. Katte havde ikke status som husdyr, da dyret dengang blev anset for at være et symbol på det onde. Det er derfor, at fastelavnstønden i dag ofte er påklistret med papirklip af katte.

Tradition med at slå katten af tønden i forbindelse med fastelavn har formentlig rødder helt tilbage til 1500-tallet, hvor Christian II fik bragt en del hollandske bønder hertil som arbejdskraft.

Udklædningen var oprindeligt inspireret af ønsket om at skræmme det onde væk. Af den grund klædte folk sig ud som bjørne, djævle eller andet, der blev anset for at være farligt.

Hvornår er det fastelavn?

Fastelavn falder altid syv uger før påskedag, der finder sted den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder, at fastelavnssøndag falder i perioden mellem den 1. februar og 7. marts.

Tre nemme fastelavnskostumer til dit barn

Snart er det fastelavn, og det betyder, at det igen er tid til at finde årets fastelavnskostume til dit barn, men det behøver på ingen måde at kræve sved, tårer eller mange timers forberedelse. Vi har samlet tre forslag til nemme fastelavnskostumer, der ikke koster en bondegård at lave. Kostumer som dit barn med sikkerhed synes er rigtig seje!

Find Holger

De fleste børn har brugt timer på at lede efter figuren Holger i bogen af samme navn, og dit barn vil uden tvivl synes, det er et sjovt fastelavnskostume. Fastelavnskostumet giver endda anledning til leg, hvor dit barn bliver hovedpersonen i en sjov gemmeleg.

Det skal du bruge:

  • Runde briller
  • En strikhue med en pompon i toppen (gerne i rød og hvid)
  • Blå bukser
  • Rød- og hvidstribet bluse 

Kat

Et andet nemt kostume er det søde husdyr, som mange børn er glade for - nemlig katten. Desuden er det et oplagt fastelavnskostume, hvis man tager historien om fastelavn i betragtning.

Det skal du bruge:

  • Kattehale og hårbøjle med katteører (Kan købes i mange forretninger, der sælger fastelavnskostumer til børn)
  • Sorte leggings eller strømpebukser
  • Hvide sokker
  • En sort langærmet bluse
  • Ansigtsmaling

Du behøver ikke at have den store erfaring med ansigtsmaling for at male dit barn som en kat. Du kan nøjes med at male næsetippen sort og male tre knurhår på hver kind.

En smartphone

Synes du, at det kunne være sjovt at kaste dig ud i et lille kreativt projekt med dit barn? Omdan en gammel papkasse til en iPhone, eller noget andet I synes kunne være sjovt – kun fantasien sætter grænser!

Det skal du bruge:

  • En stor papkasse 
  • En hobbykniv (Til at skære hul til hoved og arme) 
  • Maling (Til at male ikoner og omridset af skærmen)