spring til indhold
  1. Hjem/
  2. Vasketips/
  3. Strygetips
Strygebræt og strygejern

Strygetips

Solid grøn baggrund
Du er ikke alene … Der er mange, som ikke kan lide at stryge.

Du skal altid huske

  • Meget tøj kan lægges sammen eller hænges på bøjle, når det er tørt, uden det behøver at blive strøget.

  • Materialer, der kan dryptørre, reducerer også behovet for strygning.

  • Når du bruger skyllemiddel i det sidste hold skyllevand, bliver tøjet lettere at stryge.

Generelle strygetips

  1. Følg altid vejledningen på tøjets vaskeanvisning.

  2. Husk at strygejernet skal have tid til at regulere varmen, når du har indstillet den. Indikatorlampen viser, hvornår strygejernet har den ønskede temperatur.

  3. Når du indstiller strygejernet på en lavere temperatur, skal du vente på at indikatorlyset tænder og slukker igen, før du begynder at stryge tøjet.

  4. Det er en god idé at sortere strygetøjet i bunker med henholdsvis hør, bomuld og syntetiske materialer, så du ikke kommer til at stryge tøjet ved for høj temperatur.

  5. Indstil temperaturen til syntetiske materialer og stryg bunken med syntetiske tekstiler først. Indstil så temperaturen til bomuld og arbejd dig gennem den bunke osv. På den måde kan du gradvist øge strygejernets temperatur, så du ikke skal vente på, at strygejernet skal køle ned. Det minimerer også risikoen for, at du kommer til at stryge tøjet ved for høj en temperatur.

  6. Undgå at stryge hen over skarpe ting som f.eks. knapper og lynlåse.

Sådan undgår du blanke mærker og strygemærker

  1. Brug et polstret strygebræt (specielt til uld).

  2. Stryg på vrangsiden, når det er muligt. Stryg altid sarte tekstiler på vrangsiden ved lav temperatur.

  3. Brug en strygeklud, f.eks. et rent pudebetræk. Du kan bruge damp til nogle materialer, f.eks. uld eller lægge en fugtig strygeklud imellem og bruge et let pres.

Temperaturguide til forskellige materialer

Bomuld: Stryg med let damp på retsiden med et varmt strygejern.

Hør: Stryg først med damp på vrangsiden og herefter på retsiden for at give materialet et flot skær – det gælder især damaskstoffer og hør i lyse farver. Mørke hørfarver skal kun stryges på vrangsiden.

Silke: Stryg med let damp på retsiden med et varmt strygejern.

Uld (strikket): Vend tøjet på vrangen og stryg det tørt eller næsten tørt med et varmt strygejern eller dampstrygejern.

Uld (vævet): Stryg tøjet tørt på retsiden med en strygeklud imellem for at undgå brandmærker. Brug et varmt strygejern eller dampstrygejern.

Akryl: Hvis det er nødvendigt, så stryg på retsiden med et koldt strygejern. Brug hverken damp eller en fugtig klud.

Nylon eller polyester: Stryg det næsten tørt på vrangsiden med et koldt strygejern for at undgå blanke mærker.

Acetat: Stryg med jævn damp på vrangsiden med et koldt strygejern.

Sådan vedligeholder du dit strygejern

Det er også vigtigt at passe godt på dit strygejern. Sådan gør du:

  • Hold strygesålen ren med en særlig strygesålsrens (fås hos isenkræmmeren).

  • Hvis du har et dampstrygejern, så undersøg om der er kalkaflejringer, som kan lave brune mærker.

  • Hvis du bruger strygestivelse, når du stryger dit tøj, skal det stivede tøj stryges hurtigt. Strygejernet må ikke være for varmt, ellers vil strygestivelsen brænde sig fast på strygesålen.

  • Hvis syntetiske materialer som f.eks. nylon har smeltet sig fast på strygesålen, skal strygejernet ikke køles ned, så hærder det smeltede. Indstil termostaten på meget varmt, og tør forsigtigt det bløde, smeltede stof væk med et stykke papir. Rens så strygesålen, mens strygejernet stadig er varmt. Vær forsigtig, da strygejernet er meget varmt.